“Penge må aldrig være målet. Kun midlet”. K.W. Bruun – stifteren af Interdan – havde dette som leveregel. Selskabet så dagens lys i 1930 under navnet British Motors.

Lang tid forinden havde K.W. Bruun vist sin store passion for biler. For eksempel blev han i 1919 importør af FIAT på det danske marked, hvor bilerne især faldt i god jord hos det danske kongehus. I en årrække samarbejdede han med det engelske Rootes – Humber, Hillman & Sunbeam, hvor de smukke biler prydede det store showroom, man på den tid havde ved siden af Østerport station.

Det var da også her, at K.W. Bruun overlevede de billøse krigsår. Bilerne blev udskiftet med malerier, og datidens store kunstnere solgte her deres billeder. For at holde varmen fik K.W. Bruun sat gang i tørvegravning, og således opretholdt han en glimrende forretning, hvor ingen af hans medarbejdere mistede deres arbejde. Og netop ansvaret for medarbejderne havde altid ligget K.W. Bruun på sinde.

I et interview omkring hans 70 års fødselsdag siger han blandt andet: “Ja, det er ganske rigtigt, at jeg er ordblind. I virkeligheden kan jeg hverken læse, skrive, regne eller tale udenlandske sprog. I stedet har jeg anskaffet mig gode medarbejdere, der kan det hele. Det er min faste opfattelse, at en chef ikke skal påtage sig alt, men vælge de rigtige mennesker omkring sig”.

I 1952 skiftede British Motors navn til Interdan i forbindelse med, at selskabet blev importør af Peugeot. I de forløbne år har mange bilmærker været i stald hos Interdan.

Men det har ikke kun været en milliardforretning, som K.W. Bruun stod ved  rorpinden for. Indtil hans død i 1980 var han i alle årene en ivrig sejlsportsmand, og han påstod, at det var hemmeligheden bag hans gode helbred og nattesøvn: ” Når man har kontakt med havet, får man sin sag for. Så nytter det ikke noget, at man er nok så kæphøj. På søen lærer man, hvad man virkelig er værd”.